Hvem er vi?

Værkstederne i K3 er arbejdssted og hverdagsfællesskab for fem vidt forskellige kreative skabere. Værkstedet K3 er en arbejdsplads. Her har vi vores daglige gang og driver vores virksomheder, og her fordyber vi os i vores arbejde med kunst og design.

Vi har ikke faste åbningstider.

Vi åbner dørene når vi holder workshops og kurser, og når vi inviterer til andre aktiviteter og begivenheder.

Det gør os glade at vi på dén måde kan invitere andre ind for at dele vores faglighed og begejstring.

Du kan se kommende kurser og begivenheder her på hjemmesiden, og du er altid velkommen til at kontakte os på hej@vk3.dk hvis du har ønsker eller spørgsmål.

Slow Works

Design- og kunstduoen Slow Works er beklædnings- og tekstildesigner Benthe Boesen og grafisk designer Troels Schwarz.

De arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og design, som oftest kommer til udtryk i simple grafiske silhuetter inspireret af naturen og dens rå elementer.

Slow Works er fascineret af håndværket og materialets perspektiv og arbejder med naturens farvepigmenter og skaber naturlige farver ud fra gamle håndværkstraditioner.

Farven blå fra planten indigo er Slow Works’ største passion og signaturfarve.

Slow Works laver nye værker og designs, når de har lyst og det giver mening. Deres designs er ikke knyttet til sæsoner eller årstider, men har lang levetid.

www.slowworks.dk

Fredrik Clement

Fredrik Clement arbejder med analoge fotografiske processer og fotogravure.

Han har arbejdet som fotograf i mere end 30 år, i Danmark og internationalt.

Hans værker er præget af realisme og nærhed til subjektet, men er samtidig stærke grafiske kompositioner.

Fredrik Clement har udgivet tre bøger: Sugar, Water, Recovery om det professionelle cykelhold Team Saxo-Tinkoff (2013), A Field of Opportunities for UEFA Foundation om fodboldprojekter i europæiske flygtningelejre (2018) og senest No Place Like Home om surfkulturen i Thy (2021).

www.fredrikclement.com

Bjørg Buck

Bjørg er uddannet guldsmed og har været i lære både ved Kim Buck og Ole Lynggaard Copenhagen og modtog medalje for sit svendestykke og Håndværkerforeningens medalje i 2018. Bjørg er passioneret håndværker og har som svend arbejdet med high end smykker hos Ole Lynggaard. Bjørg afslutter bachelor i Accessory design fra Designskolen Kolding sommeren 2023. Bjørg arbejder med en konceptuel og kunstnerisk tilgang til kropsbårne objekter. Enkelhed, funktion, æstetik og kommunikation er centralt i Bjørgs arbejde.

Bjørg på Instagram

let me show you the world

Silke Hein skaber oplevelser, erfaringer og begivenheder, der ændrer vores måde at se verden og nuet, og får os til at mødes som mennesker. Tænk på et barns begejstring og intuitive forundring over den nære verden omkring sig. Silke inviterer os til at se de små og store universer omkring os med nye øjne. Tag for eksempel en moustache på - og en gruppe tilskuere, der før var fremmede for hinanden, genopstår som et fællesskab af cirkusdirektører i performancebegivenheden Moustache/Circus Hein. Først kommer idéen og budskabet. Dernæst bliver oplevelsen skabt.

 

Anette Balker

Anette er keramiker og håndværksformidler. Hun har arbejdet med keramik og undervisning i mange år, blandt andet på højskoler og efterskoler.

Anette tager inspiration fra naturen omkring os og arbejder ofte ud fra en helt enkel form. Glasuren får lov til at blande sig i udtryk og farvesammensætninger der minder om himlen, havet, klitterne, linjerne i landskabet og de skiftende årstider.

At turde lege, udfordre materialet og lave fejl er essentielt i Anettes arbejde. En fejl kan være fatalt for det enkelte objekt (eller ovnen…), men være begyndelsen på ny viden eller et nyt, smukt og uperfekt stykke keramik.

Anette på Instagram